mine tanker inden hjemrejsen..

Tja så sidder jeg og på en eller anden måde og skal gøre status over mit ophold her i vietnam. Det har jeg på sin vis gjort lige omkring 1 mio. gange mens jeg har været afsted, men nu kræves det altså at jeg skal have skrevet noget ned, formuleret mine mærkværdige og mange blandede følelser så andre også kan få noget ud af dem.. hmm ja det er da helt enkelt ;-)

Nu er der 4 dage til vi igen skal vende snuden mod DK hvilket jeg både glæder mig rigtig meget til, men ligeledes er det ekstremt sørgmodigt og jeg har slet ikke lyst til at sige farvel til mit eventyr her i Nam.

Jeg glæder mig helt ekstremt til at se min super seje mor, min skønne forlovede, mine fantastiske venner og enormt savnede familie (læg mærke til hvordan jeg liiige fik plads til omkring en masse normative ord i en sætning, noget jeg meget typisk gør hvis jeg synes det bliver lidt flovt med alt for mange følelser, på det punkt har jeg altså ikke ændret mig.. hehe) som har bakket mig op omkring alt, de skal have enormt stor credit, jeg kan kun forestille mig hvor hårdt det må have været at undvære mig i et halvt år ;-)

Og det må så være den nemme del, det svære ligger i at skulle tage afsked med den her eventyrs verden hvor du aldrig ved hvad der venter næste dag, men man må bare følge med og se hvad der sker...

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte og tror dette indlæg bliver meget rodet (men sådan er det altså os tit oven i hovedet på mig.....)Jeg har været i praktik på Sao Mai, som er et center for udviklingshæmmede børn og unge. Mit praktik ophold har været ekstremt langt og alt for kort på samme tid. I starten var alting SÅ hårdt, jeg følte at jeg nærmest blev følelsesmæssigt voldtaget hver dag jeg tog på arbejde, jeg følte ikke at jeg kunne dele det med de nærmeste hjemme i DK, fordi de ikke ville kunne forstå det, hvilket os har været hårdt for dem, at blive lukket ude fra det der nu engang fyldte mest i mit hoved.. plus at folk vil ærligt talt ikke rigtig høre hvis man har det skidt, man kender det selv, samtalen bliver lidt pinlig når man drejer ind på noget så følsomt. nå men any ways, så var det jo fantastisk at bo i et hus med 3 andre pædagogstuderende som man jo kan bruge til diverse terapi grupper og mange laaange snakke om mærkværdige vietnameser vaner :-)

men men men nogen gange lønner det sig jo at tage kampen selv om den er tung og man bliver faktisk også klogere på vejen (forhåbentlig) :-) Idag har jeg et rigtig godt forhold til mine lærerinder, de er da heldigvis blevet glade for at jeg er der, jeg kan mærke en enorm forskel både på stemningen på sao mai og måden mine lærerinder går til børnene på. Jeg er skide stolt over det vi har opnået på den korte tid vi har været der.

Jeg har f.eks. lige været ude og rejse i 4 uger med min kæreste, da jeg kommer tilbage frygter jeg det værste (nogen gange kan lærerinderne nemlig trykke på en erase knap fra dag til dag, så man må starte helt forfra) men da jeg kommer tilbage fortæller og viser en af mine lærerinder mig at de har arbejdet videre med en lille pige, på min måde vel at mærke, altså med at prøve at se hendes tegn, forstå hende og give omsorg og pigen er bare en helt anden end da jeg tog afsted - så smelter ens hjerte :-)

Da jeg tog afsted var det med en forventning om at man må prøve at betragte sig selv som værende en del af en længere process, men jeg føler faktisk vi er blevet "belønnet" ret godt ved at kunne se "store" resultater allerede nu.. selvfølgelig er der stadig mange ting man ALDRIG kommer til at forstå, men det at man har accepteret Vietnameserne for deres mange sære sider os, gør at de accepterer os (for vores sære sider ;-) ....) på en anden måde. Og på en eller anden måde har vi jo så fået nærmet os hinanden så meget at der kan komme noget godt ud af det :-)

Dette indlæg har jeg skrevet og redigeret SÅÅÅ mange gange nu, det er så svært at sætte ord på noget som man egentlig kun kan føle og bare ikke forklare..

Idag rejser mia og jeg hjem til Danmark, det glæder jeg mig rigtig meget til, men samtidig skræmmer det mig os helt vildt. altså udover at jeg er lidt bange for at vi styrter ned, da air france ligesom har valgt at dumpe ret mange af deres fly for tiden, så er jeg rigtig bange for alle de spørgsmål der kommer, når jeg kommer hjem... jeg aner ikke om jeg kan svare på nogen af dem, det lyder måske fuldstændig åndssvagt at være bange for det, men ååhh det må bare være endnu én af de ting man bare ikke kan forklare...

Danmark vi ses om lidt over et døgn :-)

Min hverdag her I Nam :-)

Tja en typisk hverdag kan være svær at beskrive, da alting stadig synes som meget atypisk :-)

En hverdag på arbejdet kan dog godt beskrives, da vi laver de samme ting, hver dag, hver uge i en måned af gangen (så hvis ikke man er autist, så kan man unægtelig godt tillægge sig nogle træk af de faste skemaer ;-) ...)

Hvordan ser en typisk dag på Sao Mai.

08:00-08:15 Børnene ankommer.
08:15-08:50 Morgen sang hvor der synges god morgen til hvert barn.
- Dette gøres for at skabe en rolig og tryg stemning og tage godt imod hvert barn.
08:50-08:55 Toilet.
- her kan man undres over at der ikke er puttet håndvaske-træning ind?
08:55-09:20 Social skills.
- dette er netop træning i ting som at tage jakke, sko, hue på, vaske hænder osv, så man kan begå sig socialt.
09:25-09:55 Kommunikation.
- her kan man lære at udtale appelsin helt korrekt.
09:55-10:20 Motion, tv, musik.
- børnenes "fritime" hvor de må lege, løbe danse osv.
10:25-11:00 Mad.
11:00-11:05 toilet
- Igen uden håndvask, godt de lærte det kl. 08:55-09:20
11:00-14:00 Middagslur.
14:10-14:35 Motor skills.
- her lærer de forskellige motoriske færdigheder, et eksempel kan være at hoppe i trampolin med begge hænder i siderne.
14:35-15:05 Kommunikation.
- hvis man har lært at sige appelsin, kan man måske lære at udtale farver.
15:05-15:30 Snack.
15:30-16:00 Der synges farvel til hvert barn.

Ha Long Bay, CatBa og hvad jeg ellers har roddet mig ud i..

Så kom tiden hvor vi følte for at forlade vores så ellers trygge hjem i Hanoi og fredag d. 20 februar gik turen mod Halong Bay. Vi havde forinden bestilt vores lille forlængede weekend i et meget lille og lettere halvskummelt turistkontor (som der forøvrigt findes mindst 1. mio af her i Hanoi) og efter Mia havde truet booking-manden med bål, brand og alverdens meget grimme gloser, følte vi os godt sikre på at han ikke havde snydt os....

Fredag morgen havde vi pakket vores pædagogrygsække på bedste spejdervis og ventede på de 3 andre, Jannie, Anette og Rasmus som også er danske pædagogstuderende hernede. De skulle komme til vores hus hvor vi ville blive hentet af en bus imellem kl 7.30-8.00. Kl. 7.05 modtager vi et opkald fra de andre 2 tøser som lige havde forladt vores hus for at tage på arbejde, at vores bus holdt ude på gaden og vores chauffør så helst at vi stillede derude lige nu.. hmm så var vi i det mindste sikre på at blive hentet, problemet var jo så bare at vi stadig manglede de 3 andre - de var først på vej hjem til os nu. Vores taktik var klar, hvis nu vi trak tiden lidt ud inden vi gik ud til bussen, kunne det være de andre nåede at komme. Denne taktik faldt dog ret hurtigt til jorden, da vores chauffør pludselig stod og hamrede på døren.... nå næste problem var så at han fortalte os via tegnsprog, kropslige fakter og et enkelt engelsk ord at vi SKULLE have vores pas med.. tilbage i huset, låse samtilige af de nærmest 100 låse op for at vi kunne komme ind (der er kun 3, men de føles nogen gange som at man skal passere en hel voldgrav) løbe op på vores værelser og kaste vores pas i rygsækkene.

Nå de 3 andre kom til sidst og så tænkte vi - nu er vi på vej mod vores Halong Bay eventyr - men ikke helt, for de 2 piger havde ikke deres pas med, hvilket vi skulle prøve at forklare vores MEGET tålmodige chauffør.. Han kørte os hen til deres hovedkvarter hvor de prøvede flere forskellige ting - løsningen blev at Anette blev kastet op på en motorbike og hende og en af de ansatte kørte for fulde drøn mod deres hus, imens hentede vi de andre som skulle med. Anette kom tilbage og alle kom heldigvis med også denne gang. Vi havde på forhånd lidt glædet os til at komme ud og møde andre turister, eller i det mindste bare engelsk talende folk, men så heldige skulle vi ikke være, hele bussen var fyldt med Vietnamesere og andre folk fra Asian.. great...

Da vi ankommer i Halong Bay er der FYLDT med andre unge (og lidt mere ægte backpackers, end vi) FEDT tænkte vi, men her blev man inddelt i grupper og backpackers på low-key-budget tager desværre kun afsted på en enkeltdags tur, hvor vi havde booket 3 dage. Nå men vi trasker ned til havnen som mildest talt er rent kaos, måske en slags organiseret kaos? (det har de meget af her i Vietnam ;-) ...) bådene vælter rundt mellem hinanden og måden de kommer ind til selve kajen og får losset turister, som os selv på, er ved simpelthen at skubbe de andre både stille og roligt af vejen. Da vores båd nærmer sig får jeg både hedeture og koldsved, jeg har mine bange anelser om at vi skal hoppe fra kajen og over til båden og nul nix og havkat om jeg har tænkt mig at gøre det. Det skulle vi heller ikke - næh vi skulle først hoppe om bord på nabobåden, for derefter at hoppe ombord på vores egen.. uhh.. jeg var sikker på at nu var min tid kommet og jeg forestillede med selv med et ben på hver båd (og det krævede jo egentlig at jeg overhovedet kom ombord påd en første) hvor bådene begynder at skilles og mine ben bliver længere og længere..... heldigvis kommer jeg dog ombord på begge både, uden at få forlængede ben og og uden at falde i vandet - puh ha :-)

Herefter spiser vi lidt seafood frokost, som jeg som sædvanlig tager billeder af - seafood kan godt være spændende hvis det bliver udforsket nok ;-)

Vi sejler ud imod bugten og de fantastiske klipper, på vejen passerer vi en flydende landsby. Vi ankommer om eftermiddagen til en meget turistpræget grotte. Den er stor og ret imponerende, desværre tror vores guide at han er Vietnams svar på Anders Matthesen og sætter vores tålmodighed på noget af en prøve - det ender med at vi nærmest løber frem i grotten, tager lige hurtigt nogle billeder, som man jo skal når man er turist, indtil touren er overstået og vi vender tilbage til vores båd.. Herefter kan man så ro i kajak, jeg valgte kujon rollen og sagde "jeg tror jeg venter til imorgen, der er det jo nok meeegeet bedre vejr", så det var kun Mia og Rasmus der vågede sig ud, hvilket vi så senere alle sammen ærgrede os over da de kom tilbage og var en vildt fed oplevelse + lidt skaller og andet sø-dyrs-agtige ting, rigere.

Aftenen kom og vi hægtede os på en anden båd midt ude i bugten. Her lå en masse andre både os og vi spekulerede over hvilken en mon var party-båden og om den mon kom tæt nok på så vi kunne springe over på den. Det kunne vi glemme, der var kun den båd vi lå fortøjret med og de lå på en måde så begge både drejede rundt og rundt og rundt - det gjorde de indtil morgenen efter da vi stod op... Om aftenen tænkte vi hvad laver man så på sådan en båd? da der ikke var nogle kort i miles omkreds måtte vi sætte vores pædagoghjerner igang - uheldigvis var delen med den kreative del ikke blevet pakket med af nogen af os. Vi endte med at spille det der spil med hvor man skriver et navn slikker på sedlen og sætter den i panden, for derefter at skulle gætte hvem man er - dette til ret stor morskab for den besætning der nu var ombord. Nå men så kunne vi da gå tidligt i seng, vi skulle jo også tidligt op til vores dejlige seafood-morgenmad....

Jeg delte kahyt med Mia - vi havde været så heldige at få den med skumsprøjt og fusen ind, dvs. stort set alt var vådt. Folk der kender med, ved jeg har et lidt anstreng forhold til at røre ved vådt tøj - nu skulle jeg så sove i en hel våd seng, med en våd sommerdyne og et vådt tæppe oven på. På et tidspunkt kom vi til at tale om hvor mange dyr der egentlig kunne leve i sådan nogle våde omgivelser og der blev det bare for meget, vi grinte og vi grinte - tror der gik en time før vi kunne slappe nogenlunde af i vores lattermuskler og lægge os til at sove :-)

2. day - The Island of CatBa

På anden dagen er vi tidligt oppe, vi skulle jo op og have vores seafood morgenmad - og det skal man ikke kimse af. Efter morgenmaden sejler vi videre, vi havde fået at vide at vi skulle skifte båd igen (denne gang midt ude på havet - OMG) da denne ikke havde rettigheder til at sejle til Catba, så det måtte vi jo hellere gøre.. Vi skifter til en lille båd som fragter os til Catba Island. Da vi ankommer til Catba, skal vi leje cykler som vi skal cykle på til landsbyen. Vi får alle en cykel, undtagen Mia der prøver at fortælle vores guide at NEJ det er ikke en god cykel når den mangler den ene pedal. Hun får dog en til sidst en cykel med 2 pedaler så vi alle kan køre. At køre der ude midt i den skønne vilde natur, uden Hanois støj og vamle lugte, bare fred, er det mest fantastiske jeg længe har prøvet - jeg følte mig helt fri på en mærkelig måde..

Vi når frem til den lille landsby, hvor vi lige kan få en lille forfriskning inden vi skal trekke i "junglen". Da vi kommer lidt ind i "junglen" fortæller vores guide at vi er heldige for her om vinteren var der ikke så mange dyr, men om sommeren var der massere af edderkopper, en masse skrivl skravl som jeg ikke hørte navnet påd a jeg bare stod og ventede på han sagde slanger, og slanger selvfølgelig sluttede han lige af med. hmm hvor er den nærmeste udvej tænkte jeg og overvejede mine muligheder for flugt - men nej vi skulle da længere ind. Heldigvis fandtes der blade der kunne kurere alt lige fra slange bid til fugle-influenza - jeg overvejede om jeg kunne bære et helt træ, da mit middel mod fugle-influezaen indtil videre havde været, ikke at kigge kræene i øjnene hvis jeg gik forbi nogen - måske lettere uholdbart :-) Jeg vuderede dog at det ville blive svært at klatre med, så jeg lod det blive. Vi klatrede os vej igennem junglen og ind i en lille grotte hvor caveman eftersigende skulle have levet for mange tusinde år siden, der var os lidt skaller der lå på gulvet, så det ku vi jo nok forstå ;-)

Tilbage til både hvor vi spiste seafood frokost inden vi blev sejlet videre til et sted hvor man kunne svømme (ingen tog dog imod tilbuddet da det var ret koldt og overskyet) men vi andre fik efter en del overtalen, lov til at ro i kajak og det var super fedt - en helt anden oplevelse af bugten end fra de større både. Efter det sejlede vi igen mod øen CatBa hvor vi skulle overnatte på hotel. Da vi ankommer til hotellet er det luksus hotel med 2 kæmpe king size beds på hvert værelse og tv (havde på daværende tidspunkt ikke set tv i en måned og nu var der film kanal) - nice :-)

Efter vores Seafood aftensmad blev indtaget på hotellet, ville vi lidt ud og kigge på byen, her var dog ikke meget at se, så vi endte på en lidt finere café hvor vi bestilte en trinks og endnu engang konstaterede at Irish coffee bare ikke er det samme som det vi kender hjemmefra.. nå men så gik vi da hjem og i seng (måske os med film kanalen i tankerne). Derhjemme ligger vi os til at hygge, men Mia falder ret hurtigt i søvn, fint nok så er det mig der bestemmer hvad vi skal se ;-)

lige pludselig begynder noget plastik lige ved siden af mit hoved at bevæge sig.. bvadr hvad kan det mon være? jeg rejser mig op og smider plastikket ud, men der er intet at se.. nå skidt pyt så ligger jeg mig til sove. Hmm.. jeg kan høre små fodtrin oppe på bordet imellem vores hovedgærer.. jeg prøver at ignorere det og falde i søvn... Argh de forsætter... tænke tænke - hvis det havde været en slange havde jeg jo ikke kunne høre fodtrin prøver jeg at berolige mig selv, men det duer bare ikke.. På et tidspunkt griner Mia i søvne og jeg ser mit snit til at spørge om hun sover.. først svarer hun ikke.. shit så er jeg stadig alene med uddyret.. lidt efter siger hun "nej ikke mere".... "kan du os høre fodtrinene" spørger jeg og meget søvdrukkent og lettere irriteret svarer hun "ja, vil du have jeg skal se hvad det er?" "ja tak".. Mia tænder lyset og der sidder den største og fede kakkerlak - den har sikkert ædt sig mædt i turisters slik osv. Mia forsikrede mig i mellemtiden om at hun er gammel hardcore kakkerlak jæger fra hendes tid i grækenland, så jeg følte mig tryg og i gode hænder :-)

Mia får smadret den fede kakkerlak en på sinkadusen med hendes ene klip-klap, jeg har dog hørt noget om at når man gør det, så tiltrækker det mindst 1000 andre - ved dog ikke lige hvad det er der tiltrækker, men tænker at hvis den udskiller et eller andet lugtestof når den døde, så ville jeg da lige gøre bordet rent, så det gjorde jeg midt om natten og lovede så Mia at hun ville få nattero herefter.

Om morgenen er vi heldigvis sluppet for seafood morgenmaden, da vi om aftenen havde købt lidt forskellig frugt. Vi tjekker ud og venter på vores guide. Idag ankommer han i en bus, som vi skal køre i tværs over øen, det er en hyggelig tur, hvor man igen priser sig lykkelig over den danske trafik og veje og vi ankommer til en lille bitte kaj, hvor vi skal i en lille bitte bitte båd, som vipper MEGET, fragtes til en anden båd. endnu engang skal vi hoppe og danse fra den ene båd til den anden midt ude på vandet - man skulle tro jeg havde vænnet mig til det på nuværende tidspunkt, men det kommer jeg nok aldrig til..

Med den anden båd daffer vi lige så stille og roligt mod kajen i halong bay city. Da vi kommer ca 150 meter fra kajen skal vi nu igen med den lille bitte vippende båd og ind til selve kajen. Da jeg igen står med fast grund under fødderne priser jeg mig lykkelig over at have overlevet weekenden, eller ihvert fald de MANGE skift fra den ene båd til den anden. Nu skal vi bare have vores Seafood frokost og så er næsen rettet hjem igen mod Hanoi - som man på mystisk vis godt kan komme til at savne lidt allerede :-)

Alt i alt har det været en fantastisk tur, som jeg helt sikkert vil gentage når jeg får besøg af de forskellige og længe ventede gæster - dog håber jeg i mellemtiden at have glemt at man skal springe fra båd til båd ;-)

Sneglene der skulle spises.......

I dag søndag d. 1. februar 09, skulle de danske studerende fra børnehaven på rundtur imellem en masse forskellige templer, sammen med resten af de ansatte teachers fra børnehaven. Det synes vi lød vildt spændende og som en måde til at komme lidt nærmere en form for forståelse af kulturen her i Viet Nam - så vi fik heldigvis lov til at komme med. Vi startede med at tage mod børnehaven (måske med en lille omvej fra taxa mandens side ; ) ...) hvor vi blev taget rigtig godt imod. De var enormt glade for at vi også havde vist interesse og gerne ville med. Vi blev vist rundt i den "lille" børnehave hvor de KUN har omkring 350 børn - andre børnehaver har omkring 1000-1500.

Efterfølgende tog vi ud til det første tempel. I templerne er det sådan (hvis jeg har forstået det ret) at man beder for de døde, man tænder en masse røgelsespinde og ofrer til de døde - ellers kommer deres ånder efter én.

Imens vi står og venter på at resten af the teachers beder færdig, fortæller den internationale kordinator fra børnehaven, at vi skal se endnu et tempel og herefter skal vi ud og spise "snails"! Jeg tror jeg må have set meget speciel ud i ansigtet, for hun blev ved med at spørge om det var okay, mange tanker for igennem mit hoved - jeg var sikker på at snails måtte simpelthen være noget andet end snegle - og hvad hvis det nu ikke var?! Stod med dilemmaet om rent ud at sige at det havde jeg på ingen måde tænkt mig at indtage - eller prøve at smage for ikke at fornærme nogen.

Nå men på vej hen til det næste tempel får jeg imellemtiden mere og mere ondt i maven ved tanken om de her små snegle, prøver at overbevise mig selvom at de nok er vældig fyldt med proteiner og alt muligt andet godt, meeen det overbeviser ikke min mave... Dertil hjælper det så heller ikke at jeg fik min første tur på motorbike, hvis nogen snakker om dødsangst i forhold til at køre i taxa, så var det her nærmest ledet efter det, hvor man ikke er bange mere, men nærmest overbevist om at nu dør vi. Men jeg overvandt det med hjælp fra Mia - heldigvis :-)

Vi kommer frem til templet som er stort og temmelig overcrowded, så vi går ret hurtigt videre til gadekøkkenet. På gadekøkkenet, som bestemt er et af de pænere, sidder vi spændt og venter, men men men her kan vi altså vælge mellem snegle, krabber eller fisk - lettet vælger jeg fisken, men betragter de andres snail bowl med stor interesse ;-)

Efterfølgende forsætter the teachers til 2 andre templer, men vi tager istedet hjem - det har været en forholdsvis lang dag, især da vi stadig ikke er helt vant til tidsforskellen endnu, med masser af indtryk - men enormt spændende at få lov til at være en del af det.

Vores første rundtur i Hanoi

Så var vi lige ude et smut og skulle se lidt nærmere på byen til fods. Trang og hendes familie havde på forhånd fortalt os, at på grund af det kinesiske nytår var der ikke så meget trafik på gaden - hmmm :-)

Måske en slags organiseret kaos? :-)

Deres El kan man vist roligt sige er et mysterie for sig selv - måske trækker man bare en ny ledning hvis den anden ikke virker..?

Tanker efter hjemkomst

Kulturen i Vietnam

Kulturen På Sao Mai

På sao mai oplever jeg ikke at kulturen er styret af religiøse ”grupper”. Efter hvad vi har fået fortalt, kan alle komme til sao mai med deres børn. Betalingen er dog ret høj og dette kan måske udlukke nogen befolkningsgrupper i vietnam.

Her i Vietnam bliver det stadig set som en stor skam og en slags straf for noget dårligt man har gjort tidligere i livet, at få et udviklingshæmmet barn. Mange af forældrene er derfor meget splittede da de for første gang oplever en form for forståelse af deres børn, men samtidig håber at Sao mai kan ”kurrere” dem. Lærerinderne på Sao Mai kan have en form for uddannelse i almindelig ”teaching”, men mange af dem har ingen uddannelse og slet ingen baggrund for at arbejde med børn med speciel needs, det præger til gengæld dagligdagen. Tit har de svært ved at forstå det enkelte barn, da de ikke har nogen forståelse for barnets ”handicap” som f.eks. det at være autist, bliver betragtet som et uopdragent barn, der skal opdrages noget mere. Deres ”uddannelse” består i at de kommer til forskellige workshops, afholdt af blandt andet Peter (som er en pensioneret lærer i speciel needs fra england), kim (som er talepædagog fra holland) og så os.

Med hensyn til deres menneskesyn på udviklingshæmmede, er det meget selvmodsigende (set med vores øjne) da Vietnam er det land med flest udviklingshæmmede, som er et resultat af at amerikanerne smed med kemiske våben under Vietnam krigen (eller hernede kendt som amerikaner krigen).

Hvad der ligeledes kan præge hverdagen, er deres ”tro” på kommunismen og onkel Ho (Ho Chi Minh) Onkel Ho ligger begravet lidt længere nede af vores gade (museleeumet) hvor han til dels stadig dikterer hvad der foregår i landet i dag. Man kan ikke være noget højt stående i Vietnam uden at være ”højtstående” indenfor PARTIET og man skal helst også have udmærket sig på en speciel måde under krigen. (Man tør kun gisne om hvad Dr. Lan har udrettet eftersom hun omgiver sig med en hel speciel autoritet, som kan få selv de mest genstridige herrer til at bukke og neje for hende ;-) ....)

På Sao Mai holder de tet (det kinesiske nytår) ligesom alle andre, udover det har de womensday og teachersday hvor børnene kommer med gaver og blomster til deres lærerinder. Jeg oplevede ligeledes at min overlærerinde fik blomster af nogle af forældrende på hendes fødselsdag.

Generelt er forældrene meget omsorgsfulde og glade for deres børn (ligesom alle andre steder i hele verden) selvfølgelig er det hårdt at have ”et unormalt barn”, lige så vel som det faktisk også er lidt tabubelagt derhjemme, men de vil deres børn det bedste. De har kontakt til lærerinderne når de afleverer børnene ved porten, her fortæller lærerinderne hvordan dagen er gået osv.

På Sao Mai bliver hverdagen bestemt af den øvre ledelse. Dr. Lans søster ms. Nha og Thy an som er psykolog, overvåger hver dag klasserne via et lille videokamera der er installeret i hver klasse. De overvåger om de forud-bestemte aktiviter bliver overholdt og hvilke klasser der er mest ro i. Lærerinderne har underskrevet en 10 årig kontrakt med Dr. Lan når de starter, hvori de også skriver under på at de skal gøre præcis som hun siger. Dvs. der er ikke meget plads til ”selv-udvikling” og refleksioner. Dog skal det nævnes at til vores sidste workshop, hvor vi med vilje havde givet lærerinderne plads og rum til at diskutere, kom Thy An hen til os efterfølgene og fortalte at hun var glad for måden vi gjorde det på.